Om Soryukan og hvordan vi opfatter kendo i Århus
Stiftelse
Første kendotræning i Århus var 12. december 1999.
Yukio Kato, i sin egenskab af landstræner og gradueret 4. dan, kom fra Fyn for at introducere godt en håndfuld mennesker til kendo. De fleste vidste ikke stort mere end at det drejede sig om japansk fægtekunst. Det skulle vise sig at blive en success, og Kato kom fremover fast hver uge for at træne den lille flok. Helt fra starten, og over årene, har Kato gennem sin undervisning inspireret klubbens medlemmer, og en væsentlig del af træningsformen, tonen og stemningen i klubben er udsprunget af den indstilling og ånd omkring kendo, vi har taget til os fra ham.
Til sommerlejren i Hårslev, i slutningen af juli 2000, fandt klubbens daværende medlemmer i fællesskab med Kato, klubbens japanske navn: Soryukan.
Fællesskabet
Den måske nok vigtigste dyd af alle i vores indbyrdes forhold er respekt. At lære kendo i Soryukan indebærer respekt for hinanden, den kunst vi udøver, og det forum vi gør det i. At respektere disse ting er i bund og grund at respektere sig selv. Tillid står også højt på listen af ting, vi lægger vægt på. Når alle passer på hinanden flyder træningen bedre. Morskab og fokus er to af vores prioriteter, der umiddelbart kan virke modsigende, men med de rette briller giver det mening. Tonen i klubben er afslappet, uden at være løssluppen eller ufokuseret. Kendo skal være en opløftende oplevelse, også når man presses til sit yderste.
Sproget
Vi taler naturligvis dansk til hinanden, men benytter japanske ord for teknikker m.m.
Der er intet krav om at folk lærer disse ord med det samme; det kommer gerne hen ad vejen, og der er ingen sure miner, hvis man ikke lige kan huske hvad en teknik hedder. Fordelen ved at benytte de originale betegnelser for teknikkerne er åbenlys.
Etikette
Udover almen høflighed har vi som i så megen anden kampkunst arvet et sæt regler fra Japan, der foreskriver hvordan man begår sig i forskellige situationer. Eftersom ingen af os er i stand til kulturelt at begå os som indfødte japanere, endsige måske har ambitioner derom, giver det ikke meget mening at hænge sig krakilsk i et sæt regler der er overleveret fra den feudale tid. Dermed ikke sagt, at de ikke har et godt formål, for det har de, og derfor efterlever vi dem efter bedste evne og indenfor fornuftens grænser.
Dette afstedkommer nogle ganske klare og nogle knapt så åbenlyse fordele. Først og fremmest er det godt at kunne begå sig godt hvis man har besøg af japanske kendofolk, eller selv besøger Japan. Dels giver det umiddelbart et godt indtryk, men især understreger det, at man interesserer sig for, og respekter, kendos japanske arv, og at man er villig til at modtage den. Etiketten skal gerne være noget man tillægger sig af interesse og respekt for traditionen, og ikke fordi man får besked på det. En anden fordel er, at man har en ramme at falde tilbage på, så man kan begå sig ved større arrangementer, f.eks. i udlandet. Hvis alle har det samme mønster, og de samme små ritualer, er det nemmere at få en broget flok på bølgelængde og i gang med træningen. En mindre åbenlys fordel er, at mange af de små bevægelser man gør, hvor man lægger sit sværd, hvordan man placerer sine hænder, etc, har rod i den opfattelse af verden, kendo bygger på. Ved at kende baggrunden for etiketten, og forstå den i brug, giver det bedre mening, og kan dermed for blive en brik mere til at gøre ens kendo komplet.